Der er mere filosofi i en flaske vin end i gamle bøger.
(Louis Pasteur)
At tage rundt for at smage på vin er for mange en dejlig fornøjelse – og der er mange muligheder overalt i området. Roussillon Village, hvor Bélesta ligger, er et undervurderet område, som producerer meget fine vine, især rød og rosé. Kvaliteten er øget kraftigt de senere år, men prisen er også fulgt med et pænt stykke ad vejen.
Rødvin
Rødvinene er for det meste en blanding af druesorterne Syrah, Grenache Noir og Carignan eller Mourvedre. Hver vingård (Chateau, Domaine, Mas og Clot) har dog sin egen (velbevarede) mening om blandingsforholdet…
Hedvin
Der laves også fine hedvine på muskatdruen. Den lyse hedder Rivesaltes, og der produceres også Ambré (ravfarvet) og Tuilé (teglfarvet). Ekstra god kvalitet opnås ved at blande årgangene (Hors d’age), og Rancio er en specialitet, hvor vinballonerne står udenfor i solen. En meget fin mousserende vin er Blanquette de Limoux, hvis metode er overtaget af champagne-producenterne.
Bélesta og omegn
4 km. fra landsbyen ligger Chateau de Caladroy, der har et bredt udvalg af kvalitetsvine, og specielt deres rød-, rosé- og hedevin er i absolut topklasse til en overkommelig pris. Slottet er smukt, så husk at stikke hovedet indenfor og kig jer omkring.
Derudover kan nævnes vinkooperativet i Caramany samt Trémoine i Rasiguères.
