Natur
Egnen rummer alt fra høje bjerge og snævre kløfter (Gorges de Galamus etc.), brusende floder, store vandfald og drypstensgrotter (Les Grandes Canalettes i Villefranche) til sletteland med blomstrende frugttræer.
I de højeste bjerge holder ørne, gribbe og isarder (bjerggeder) til.
Ved Ille sur Tét findes de smukke sandstensklipper formet som orgler (Les Orgues). Gå en tur og nyd det flotte landskab, og de skiftende farver.
Hvis man søger en afslappende oplevelse i ferien, anbefaler vi, at man tager turen til Fontpédrouse, hvor man finder svovlbadene, St. Thomas. Man kører af snoede veje, og ender i skoven, hvor de gamle bygninger dukker frem i lysningen. En rigtig fin oplevelse – lige så meget for at sidde ude i naturen, som det er at sidde i det lune vand.
I naturen er det muligt på forskellige årstider at samle svampe, kastanier, vilde asparges, timian, rosmarin, figner, druer og meget andet. Alt i smukke farver og dejlige smage.
Klima
Bélesta ligger i det varmeste hjørne af Frankrig. Midt på sommeren kan temperaturen nå et godt stykke over 30 grader, og klimaet er så mildt, at man opholder sig udenfor stort set hele tiden fra før påske til efterårsferien. I solskinsperioder kan man sidde ude om dagen om vinteren. Det er nemlig sjældent, at man oplever frostvejr i området. Kort sagt: Et dejligt klima, hvis man ønsker frisk luft og varme himmelstrøg.
Forår med blomstrende træer.
September byder på vinhøst i Frankrig.
Solmodne mandariner i november.